Den danske Ambassade i Ottawa tilbyder halvårligt praktikophold til to studerende med en bacheloruddannelse.
Ambassaden tilbyder praktik til en Kommunikations- og kulturpraktikant, samt en Økonomisk-politisk praktikant.
Praktikantstillingen vil have hovedvægt på ambassadens Public Diplomacy og kulturelle arbejde i Canada. Dette indebærer bl.a. arrangering af pressebesøg, kulturelle events og kontakt til den canadiske offentlighed samt danske organisationer med det formål at fremme danske interesser og skabe et klart billede af Danmark.
Praktikanten får samtidig det daglige ansvar for ambassadens hjemmeside. Arbejdet med hjemmesiden består hovedsagligt i at skrive nyhedsindlæg, opdatere kulturkalenderen samt udvikle og vedligeholde hjemmesiden. Derudover består praktikanternes arbejde i at besvare forespørgsler fra canadiske såvel som danske myndigheder og enkeltpersoner, indsamle information og at indgå i ambassadens forefaldende arbejde mv.
Arbejdet består i at følge udviklingen i den canadiske økonomi og politik i relation til Danmark. Arbejdsopgaverne er derfor alsidige med research, servicering af danske politiske organer og institutioner, deltagelse i møder, udarbejdelse af notater, indberetninger og rapporter om såvel danske som canadiske økonomi- og samfundsforhold. Ligeså er praktikanten involveret i udarbejdelsen og planlægningen af danske delegationsbesøg mv. i Canada. Endelig indgår praktikanten i ambassadens løbende forefaldende arbejde.
Praktikopholdene varer seks måneder fra 1. februar til 31. juli og 1. august til 31. januar. Praktikopslag lægges på denne hjemmeside 6-9 måneder før praktikopholdets start og rundsendes også til universiteter og jobbanker.
Ansøgninger kan sendes elektronisk eller med posten indeholdende en motiveret ansøgning, CV, karakterudskrift og eventuelle anbefalinger.
Da ambassaden er lille forventes selvstændighed og ansvarlighed fra praktikantens side. Det forventes, at praktikanterne er åbne overfor deling af opgaver på tværs af fagområderne.
Arbejdet på ambassaden er ulønnet, og praktikanterne er selv ansvarlige for dækning af alle udgifter i forbindelse med rejse og ophold såsom flyrejse, forsikringer samt udgifter til kost. Det forudsættes således, at den studerende kan medtage sin SU eller på anden måde selv finansiere opholdet. Ambassaden stiller en delelejlighed til rådighed for praktikanterne.
Kontakt venligst ambassaden på ottamb@um.dk ved yderligere spørgsmål.