Spring til indhold

Danske statsborgeres indrejse i Canada

Vejledende information.

eTA – Electronic Travel Authorization

Fra den 29. september 2016 skal danske statsborgere søge om indrejsetilladelse til Canada, hvis de ønsker at rejse ind via fly eller er i transit i Canada. Indrejsetilladelsen kaldes eTA – Electronic Travel Authorization. Der kræves ingen eTA ved indrejse via landjord eller ad søvej. Ligeledes omfatter ordningen heller ikke rejsende med et gyldigt visum eller permanent opholdstilladelse.

Man skal søge om tilladelsen, inden rejsen til Canada. En godkendt eTA er påkrævet for at kunne gå ombord på flyet. Rejsende uden en godkendt eTA vil ikke få lov at foretage deres rejse til Canada. Der er et ansøgningsgebyr på 7 canadiske dollars, som skal betales med kreditkort, og man skal indtaste sine pasoplysninger i skemaet. En eTA er gyldig i 5 år medmindre ens pas udløber tidligere. Ansøgningsskemaet for eTA kan findes her.

I de fleste tilfælde vil den elektroniske godkendelse foreligge inden for et par minutter. Ambassaden anbefaler dog, at man søger i god tid, da der kan være tilfælde, hvor man ikke modtager en tilladelse med det samme. I disse tilfælde vil man inden for 72 timer modtage en e-mail fra Citizenship and Immigration Canada (CIC), der beskriver, hvilken yderligere dokumentation, der er påkrævet. Hvis man ikke hører tilbage inden for 72 timer, kan man kontakte CIC via en online webform, som findes på deres hjemmeside her. De canadiske myndigheder vil i så fald vende tilbage inden for 1-3 kontordage.

En eTA er linket til ens pas. Hvis man mister sit pas, skal man derfor søge om en ny eTA. Det gælder også, hvis man, for eksempel, rejser på et nødpas.

OBS: Ambassaden gør opmærksom på, at en elektronisk indrejsetilladelse ikke sikrer adgang til Canada ved ankomst til grænsen. En eTA er en forhåndsgodkendelse, men ikke en garanti. Det vil altid være op til de canadiske immigrationsmyndigheder at afgøre, om man bliver tilladt adgang ved ankomsten til Canada, hvor man vil blive stillet spørgsmål, der relaterer sig til formålet med rejsen.

Danske statsborgere kan med en godkendt eTA visumfrit rejse ind i Canada og opholde sig som turist i landet i op til 6 måneder, eller indtil den dato de canadiske immigrationsmyndigheder stempler i passet. Ved længerevarende ophold skal man søge om en opholdstilladelse og en arbejdstilladelse, hvis man ønsker at arbejde i Canada.

Vær opmærksom på, at man ikke kan opholde sig i Canada som ”frivillig arbejdskraft” uden en arbejdstilladelse. Det gælder både for frivillig hjælp i huset, pasning af børn, arbejde på en gård m.v. Man skal søge om arbejdstilladelsen inden ankomsten til Canada og risikerer at blive afvist, hvis man ikke har modtaget afgørelsen inden indrejse. Du kan læse om afvisningsgrunde her.

Ambassaden kan ikke assistere med, hvorledes man søger om opholds-og arbejdstilladelse hos de canadiske immigrationsmyndigheder.

Personer med dobbelt dansk/canadisk statsborgerskab kan ikke søge om eTA. De skal i henhold til de canadiske myndigheder i stedet rejse ind i Canada på deres canadiske pas.

For en guide til udfyldning af eTA formen se Vejledning (engelsk)
For yderligere information se CICs hjemmeside (engelsk)

''