Gå til indhold

Working Holiday i Canada

Danmark og Canada har indgået en aftale om tilladelse til begrænset arbejde under ferieophold kaldet ”The International Experience Canada - the Working Holiday Program”.

Formålet er at give danske og canadiske unge mulighed for at kombinere arbejdsophold med perioder af ferie og opdagelsesrejser i de to lande. Programmet giver deltagere mulighed for at udvide deres viden om besøgslandets sprog, kultur og samfund. Dermed fremmes der en fælles forståelse mellem de to lande.

Programmet giver danske unge mulighed for at arbejde i Canada. Man kan arbejde hvor som helst i Canada i op til et år, og man behøver ikke at have fundet et job inden afrejse.

Der er under opholdet endvidere mulighed for at deltage i et uddannelses- eller studieforløb af maksimum 6 måneders varighed.

En arbejdstilladelse udstedt til danske ansøgere, der er godkendt efter arbejdsferieordningen i Canada, er gyldig i højst 12 måneder fra udstedelsesdatoen og kan ikke fornys.

For at kunne komme i betragtning til en Working Holiday tilladelse i Canada skal man som dansker opfylde en række krav.

Du kan læse mere om disse og ansøgningsprocessen på den officielle hjemmeside for de canadiske immigrationsmyndigheder.